torsdag den 3. januar 2013

Vigtigt: Web2Beviset gøres meget enklere den 11.januar!

Web2Beviset har nu været i luften i ca. ½ år. Det har været nogle utroligt spændende måneder, hvor vi har gjort os mange erfaringer bl.a. takket være jeres fine tilbagemeldinger. Det er vigtigt for os konstant at optimere Web2Beviset, og tiden er kommet til at justere konceptet med baggrund i disse erfaringer.

D. 11. januar justerer vi konceptet. Den væsentligste ændring er, at deltagernes blogs og blogfællesskabet afløses af den sociale netværkstjeneste Google Plus. Al deling og kommunikation vil foregå i et lukket Google Plus forum. Det betyder, at der kun er ét sted, man skal følge med, dele og kommentere. Det kan du gøre fra din computer, tablet eller smartphone.

Et Google Plus forum fungerer på samme måde som en lukket Facebook gruppe. Hvor Facebook for mange bruges til familie og venner, er Google Plus som skabt til et netværk for læring og faglig udvikling. 



Langt de fleste af jer vil uden problemer kunne deltage i dette Google Plus forum, fordi I har en google konto og er tilmeldt Google Plus. Er du ikke tilmeldt Google Plus, skal du gøre det for at kunne deltage. Det kan gøres ved at besøge http://plus.google.com. Du vil modtage en mail fra os, hvis du ikke er tilmeldt Google plus.

Her et overblik over de funktioner der flyttes til Google Plus Fora:

Deltagernes blogs
Vi må konstatere at bloggen, som medie ikke har sikret det ønskede netværk og interaktion i mellem kursisterne. Vi tror på, at de faciliteter en moderne netværkstjeneste, som Google Plus Fora tilbyder, kan være med til at løfte konceptet på afgørende områder. Derfor vil du modtage en invitation til at deltage i Web2Bevisets Google Plus forum. Nye kursister opretter ikke længere en personlig blog, men alle skriver indlæg direkte i Google Plus forummet. Eksisterende kursister vil fortsat godt kunne bruge deres egne blogs på Web2Beviset. Du vil modtage en lille vejledning til, hvordan du skal gøre.

Forum og Support
Vi ønsker én central indgang til Web2Bevisets lærende fællesskaber. Derfor fjernes forummet, som du finder i menupunktet “forum og support” og erstattes med Google Plus forummet. Du skal fortsat være medlem at det oprindelige support forum for at have adgang til modulerne, så du skal ikke foretage dig noget.

Google Læser og RSS feeds
RSS feedet, der nu samler deltagernes blogindlæg, vil ikke længere blive opdateret. Du kan følge alle de andre deltageres indlæg, selv skrive indlæg og kommentere i Google Plus Fora.

Deltagernes blogindlæg på Facebook
Modulernes facebooksider lukkes. Fremover skal du følge blogindlæggene i Google Plus forummet. Har du fulgt blogindlæggene fra din smartphone, kan du i stedet hente Google Plus appen og følge indlæggene der.

Vi er helt sikre på, at denne ændring er et rigtigt skridt for at fremme interaktion mellem kursisterne, videndeling og overblik på Web2Beviset - også i fremtiden. Vi håber, at vi sammen kan få overgangen til Google Plus til at forløbe uden problemer. Har du spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at maile ture@ucl.dk eller kifr@ucl.dk.

Du vil i nærmeste fremtid modtage en invitation til at deltage i Google Plus forummet, samt korte vejledninger til, hvordan du bruger de nye muligheder. Torsdag d.17. januar kl. 20:00 kan du deltage i et webinar hvor vi præsenterer ændringerne. Du vil inden få en vejledning i, hvordan du kan deltage.

På forhånd tak for hjælpen og for godt samarbejde.


Web2Beviset

Ingen kommentarer:

Send en kommentar